Grønland igen efter 50 år.: 2011

Når virkeligheden overgår fantasien.

Fantasi og virkelighed har altid optaget mennesker, og ind i mellem overgår virkeligheden fantasien. Følgende fantastiske fortællinger, - fra det virkelige liv på Grønland for 50 år siden, er gode eksempler. Fantasierne fandt sted i min barndom og ungdom i 1950/60’erne. De havde gode kår, efter at min far bekendtgjorde, at hele familien skulle flytte til Grønland. Mine forældre kunne ikke fortælle mig meget, der tilfredsstillede mine forventninger og fantasier. Jeg havde nogle uklare forestillinger om små runde eskimoer, -som illustrationerne på ispapiret fra Eskimo-isene!
Iglo’er i stedet for huse, kæmpe isbjørne i gaderne samt legende sæler på isflagerne fyldte også godt op i fantasien. Bjerge havde jeg aldrig set, og derfor glædede jeg mig til virkeligheden.
Det skulle senere vise sig, at Grønland åbenbarede fjelde, der virkelig overgik mine fantasier. Fjeldsiderne ragede op som ansigter på kæmper, så menneskene virkede uendelig små.
Jeg læste en del af de børnebøger, som dengang fandtes om Grønland, og derfor faldt tingene lidt på plads. Men de mange billeder i bøgerne nærede endnu flere fantasier.

Under rejsen til Grønland på det gode skib ”Umanak”, der var tre uger undervejs, oplevede jeg nogle ting, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Der var tale om utrolig lange dage, for Atlanterhavet var stort. Jeg havde ikke troet, at man kunne blive så dårlig af søsyge. Manglende madlyst, svimmelhed og ulidelige opkastninger var virkeligheden.
Selv blev jeg overmandet i vindstyrke 12 ved Kap Farvel, og inden jeg måtte gå til køjs i den lumre og ildelugtende kahyt, så jeg, hvordan kopper og tallerkner kurede rundt på bordene. Alle løse genstande flagrede simpelthen rundt som i et inferno.
En lidt banal ting, som jeg ikke havde forestillet mig var, at jeg frivilligt! hjalp til i skibskøkkenet med opvask og borddækning. Kortspil, måltider, snak og lidt leg med de få friske jævnaldrende var eneste afbrydelser på den lange rejse.
Men endelig nærmede vi os rejsens mål, og for første gang kunne jeg se grønlands kyst. Det barske og øde landskab med forrevne fjelde og sne overgik in sandhed min fantasi, og jeg måtte sige til mig selv: ”Her kan da ikke bo mennesker”!
Da vi gik i land i kystbyerne blev jeg beroliget af at se kulørte træhuse, rigtige mennesker, en kirke samt endda en skole og en butik. Men hundene skræmte mig. De magre og bidske ulveagtige dyr var en gyser. Deres hylen varslede død og ulykke. Under den sidste del af rejsen fortalte både grønlændere og danskere på skibet grusomme historier om blodige hundeoverfald og død. Jeg var rædselsslagen, og fantasien fik virkelig frit spillerum!
Desværre overhalede virkeligheden siden denne fantasi. Et grønlandsk barn faldt i sneen, og grønlandske hunde opfatter alt, der falder som et bytte. Også berusede voksne oplevede denne skæbne og blev føde for de glubske hunde. Heldigvis overværede jeg ikke rædslerne, men min far kunne -som stationsleder overbevisende fortælle, at virkeligheden makabert stod mål med mine fantasier.

I Grønland overtog jeg grønlændernes egne fantasier om Qivitoq, -fjeldgængerne!
Fortællingerne gik fra mund til mund, som de har gjort fra gammel tid. Bedsteforældre fortalte om fjeldgængerne i den mørke polarnat. Mennesker, der forlod de små isolerede samfund -for at klare sig selv i fjeldenes ødemark, -eller for at dø. Fantasierne om en qivitoq var oftest en mand med langt sort hår, sorte og blå frostprikker på kinder og i panden, -et skrækindjagende syn! Hans anorak var laset, fedtet og blank af snavs. Den bestod mest af gamle fugleskind, som holdt de mange laser sammen. Bukserne var også hullede og blev holdt oppe af flettede plantedele. Sko havde han ikke, så fødderne var pakket ind dyreskind. Hænderne var uhyggelige med lange spidse og snavsede negle, der lignede klør.
Qivitoq’en havde glemt sit sprog men kunne snakke med dyrene, -kunne flyve og forvandle sig til et uhyre. Det uhyggelige væsen kunne gø og hyle som hundene og se i mørke. Menneskeligheden var forsvundet, og en dæmon havde taget over. Den stal, plyndrede, udspionerede og slog også ihjel.
Således fortalte grønlænderne om qivitoq’erne. Virkeligheden var en anderledes tragisk historie, for det drejede sig ofte om ulykkelige mennesker, som gik til fjelds for at tage livet af sig. Et udstødt og forhånet menneske, der forlod byen uden at se sig tilbage. I begyndelsen skjulte fejldgængeren sig ved fjordene og skærene. Af og til fik han øje på jægere, og de så måske også ham. Men de var bange og tilbød ingen hjælp. Den ensomme sultede og tabte sig voldsomt. Kun hår og skæg voksede. Kosten bestod kun rå fisk, råt kød og bær og vand. Klæderne forfaldt, og efterhånden levede han op til fantasien om en qivitoq med de sorte frostprikker og moslignende pletter i ansigtet. Håret og skægget hang i lange filtrede tjavser. Kroppen var dækket af pjalter og skind fra harer og ræve. Ansigtet var oppustet og mørkt, øjnene ophovnede til to sprækker. Tænderne lyste bemærkelsesværdigt hvide i det mørke ansigt. Fra de sprukne læber lød hæse lyde, som hos et menneske, der næsten havde glemt talens brug.
Det handlede faktisk om et deprimeret og krænket menneske, som følte sig tillokket af fjeldgængerens verden. Han havde valgt det primitive som en løsning, -styret af det ukendte, hvor konsekvenserne var sult, sygdom og død. Qivitoq’en var blevet til et levende spøgelse, selvom det oftest kun var et ulykkeligt stakkel, der gik ud i ødemarken for at dø

Jeg havde mange fantasier om min fars arbejde, fordi jeg ikke kunne undgå at høre om episoder om husspektakler, slagsmål, mord samt farlige eftersøgninger.
Da fem udenlandske trawlere har kastet anker udenfor havnen, oplevede jeg min mest fantastiske historie i Grønland. Små motorbåde sejlede i fast rutefart mellem skibene og pontonbroen, hvor grønlænderne skeptisk betragtede de udenlandske sømænd, der allerede var meget fulde og lokkede de unge piger til med nylonstrømper og cigaretter. Grønlandske politibetjente cirkulerede og holdt rimelig ro og orden. Pludselig gik en af de grønlandske ungersvende amok, fordi nogle af de spanske fulderikker kastede sig over hans kæreste.
Et gevaldigt slagsmål udfoldede sig mellem de krænkede kærester og de mange berusede besætningsmedlemmer. Tililende grønlandske kammerater deltog solidarisk. Det lykkes politibetjentene at standse slagsmålet og få smækket et par håndjern på to af de mest aggressive sømænd. De to bøller blev ført i detentionen i politiboligen fulgt af en hær af søfolk og nysgerrige. Min far, bevæbnet med sin gummeknippel og sin mest imponerende politikasket vovede sig ud i den rasende mængde omkring boligen. Han forsøgte på sit bedste engelsk at forklare sømændene, at deres kammerater var i god behold og bad dem at vende tilbage til skibene.
-Forgæves! De fulde søfolk begyndte at skubbe til ham og trak ham længere ind i mængden, hvor han blev overdænget med trusler og knubs. Da han blevet væltet om kuld, kastede grønlænderne sig imidlertid over de fremmede. De ville have hævn, fordi søfolkene forgreb sig på deres piger, -samt hjælpe deres populære ”politi-suaq”. (et både anerkendende og drillende skælds- og kæleord)
-Pludselig gik døren til politiboligen op! Ud brasede min mor med et kosteskaft i hænderne, besat af angst og et desperat raseri. Hun slog efter besætterne med kosteskaftet og skreg hysterisk.
De målløse sømænd flygtede rædselsslagent for en stund, men inden de nåede at afvæbne politifruen, blev de grebet af politibetjentene og de stridslystne grønlændere. Søfolkene fik den største omgang tæv, de sikkert nogensinde ville opleve. De flygtede over hals, og hoved og distriktslægen sagde senere, at han aldrig havde set noget lignende.

Mine fantastiske oplevelser fra det virkelige liv på Grønland i 50/60’erne fylder stadig meget i mit liv, men oplevelserne har nok i højere grad præget mine forældre for livet.

Grønland igen efter 50 år.

søndag den 31. juli 2011

Erindringer

onsdag den 2. marts 2011

qivitoq

Faste læsere

Blog-arkiv

Om mig