Længe siden!

Nu er det lige bestemt et år siden, at jeg oplevede Grønland for 4. gang, og det rykker i mig igen!
I disse dage er der netop blevet sendt fly af sted direkte fra Aalborg, og det giver forhåbninger om endnu et gensyn for lidt færre penge.
Jeg har to søstre, som gerne vil opleve Grønland også, så der bliver nok en mulighed!
Måske betyder det lidt konkurrence i priserne på sigt.
I øjeblikket læser jeg bogen "Godt i vej", som grønlænderne selv har indstillet til nordisk litteraturpris.
Jeg har tænkt mig at anmelde den, når jeg er færdig og fået tænkt mig lidt om.
Indtil nu har jeg har haft stor fornøjelse af Facebook-siderne: "Gamle billeder fra Sisimiut" og "Alle, der har arbejdet i Grønland". Det betyder billedhilsner fra Grønland næsten hver dag!

Anmeldelse

Bjarne Ljungdahl: Vinterstorm og andre noveller, -fortællinger fra bygderne.

Panigiit, 2012. (Fortællinger fra bygderne, [1])
tekst: Bjarne Ljungdahl, illustrator: Bjarne Ljungdahl

Man er sandelig ikke forvænt med ny skønlitteratur fra Grønland, men nu er der kommet hele to bøger,  -den første hedder ”Vinterstorm” og den anden ”Ravnefjeld”

Forfatteren er skønlitterær debutant men kendt for sine mineralguides og faglige udgivelser. Han er uddannet som geolog og har levet mange år i Grønland.

  ”Vinterstorm” er noveller fra de små bygder, som er beskrevet med stor indlevelse og respekt.

 Forlagets bagsidetekst rammer meget præcist:

”Fortællinger fra de grønlandske bygder fra tiden før den elektroniske tidsalder, hvor de små isolerede samfund, her ved menneskehedens yderste grænse, levede i generel fattigdom på jordisk gods, men uendelig stor rigdom på genrationernes overleverede viden og drømme og frihedstrang og håb for en bedre fremtid.

Det er fiktion, -altså opdigtede skæbner, men det kunne have gået sådan til”.

 

Forside- og bagsideomslaget er forfatterens egne fotos, og de bekræfter Barne Ljungdahls store kærlighed til Grønland.

  Personbeskrivelserne er kærlige og levende, og man bliver virkelig bjergtaget af befolkningens vilkår og skæbne ude i bygderne. Selvom forfatteren beskriver både misundelse, sladder, overtro og fordomme, går næstekærlighed og sammenhold som en rød tråd gennem samtlige noveller.

 

Titelnovellen ”Vinterstorm” fortæller om fangeren Sulut og hans familie på en måde, der afslører stor kendskab til fangst og vejrlig. Og Suluts store viden om sine hunde og slædefart er en fornøjelse at læse.

Men Sulut er også et eksempel på den generation af grønlændere, der har et ben i hver lejr: -den gamle fangerkultur og det moderne industrisamfund.

   I fortællingerne oplever vi også splittelse og kulturkløften mellem danskere og grønlændere på de små bostæder.  Novellerne ”Salmesang” og ”Heksejagt” handler om selvmord og et blodigt hundeoverfald, hvor både gru, angst og ensomhed åbenbarer sig.

Den afsluttende novelle ”Det røde guld” viser forfatterens kompetence som geolog samt hans gode naturbeskrivelser.

  Sproget er enkelt, til tider lidt belærende, men det løfter sig og bliver spændende, når han skriver om farlige oplevelser og beriger fortællingerne med dialoger.

De smukke vignetter før hver novelle anslår bogens tone fortrinligt.

Bjarne Ljungdahls noveller fra bygderne vil appellere til de grønlandske læsere samt til danske med interesse for og kendskab til grønlandsk natur og levevis.

Bjarne Ljungdahl: Ravnefjeld og andre noveller, -fortællinger fra bygderne.

Panigiit, 2012. (Fortællinger fra bygderne, [2])
tekst: Bjarne Ljungdahl, illustrator: Bjarne Ljungdahl

  ”Ravnefjeld”  indgår i serien: ”Fortællinger fra bygderne”. Den handler om natur, samfundsforhold og kultur samt om menneskeskæbner i de små grønlandske bygder.

 Forfatteren er skønlitterær debutant men kendt for sine mineralguides og faglige udgivelser. Han er uddannet som geolog og har levet mange år i Grønland.

I novellerne skriver forfatteren positivt om livsformer og værdier i Grønland, men han forholder sig også kritiskt til udviklingen. Titelnovellen ”Ravnefjord”, som er også bogens epilog, handler om en ravneflok fra den grønlandske sagnverden, der optræder som kritiske vidner til den udvikling, der afgørende har ændret den traditionelle grønlandske kultur.

   Bjarne Ljungdahls historier viser, at han i meget høj grad har forstået og levet sig ind i grønlændernes folkesjæl og mentalitet. Det er imponerende, hvor præcist han beskriver livet mellem fjeldene og menneskene.

  Fiktionen og fakta følges pænt ad, men i novellen ”Guldgraver” dukker geologen frem, og det betyder, at sproget bliver lidt unuanceret. Fakta tager overhånd, så teksten næsten bliver lærebogsagtig.

I ”Naturens stemmer” blomster naturbeskrivelserne, og i ”Oprørt farvand” oplever vi virkelig det grønlandske omskiftelige vejrlig.

Novellen ”Sønner og døtre” handler om et herligt grønlandsk familiesammenhold, -med fokus på kvinderolle og uddannelse.

Grønlands mystik dukker op i ”Fortids illusion”, hvor et spøgelse huserer i en nedlagt bygd. Selvom der viser sig en fornuftig forklaring, lukker forfatteren ikke helt for uhyggen!

  Et vigtigt tema i både ”Ravnefjeld” og ”Vinterstorm” er mødet mellem det danskere og det grønlændere samt industrialiseringen.

Forfatteren udtrykker det således:

”Vil ”fremskridtets” bulldozer i Grønland trække et spor af ikke egnede, stressede, desillusionerede, lemlæstede og døde individer bag sig? Er der ravnefjelde nok, -med ravne nok til at rydde op?”

Som talt ud af mit hjerte.......

Denne kronik om at vende tilbage til Grønland kunne jeg ikke ikke have skrevet bedre!
Derfor bringer jeg et uddrag, som også gælder mig :

Kronik: Velkommen hjem til Grønland, 
Kristeligt Dagblad den 30. juli 2012
Line Roager

   

 Gensynets glæde er ofte den største glæde, siger man. Det var det også for dagens kronikør, da hun endelig kom tilbage til Grønland, hvor en del af barndommen var blevet tilbragt. 

 HJULENE RAMMER JORDEN, flyet ryster lidt og bremser hårdt op. Mens flyet sætter farten ned og stille og roligt vender rundt, bryder klapsalverne ud i flyet. Det var en god landing.Imens det hele sker, ser jeg blot ud af vinduet.
Jeg ved, hvilken jord flyet netop er landet på. Den grønlandske.Vi stiger ud af flyet, og jeg trækker vejret. Luften er så utrolig frisk, langt friskere end den danske, typisk lidt lumre luft. Det er ikke specielt koldt, for det er sommer. Undervejs i flyet har jeg siddet og set ned over indlandsisen.

På et tidspunkt kom vi så langt, at fjeldene begyndte at dukke op, og vi fløj hen over fjordene. Stille og roligt begyndte det landskab, jeg kunne se, at minde mere og mere om det Grønland, jeg husker. Det Grønland, jeg husker, er et barndomsland.

Mine erindringer er lyse, fyldt med grønlændere, Grønland, men ikke grønlandsk.

FØLELSEN AF GRØNLAND som et hjem forsvandt dog ikke. Lige siden min familie og jeg forlod landet langt mod nord, har jeg længtes efter at komme tilbage. At høre et menneske tale grønlandsk er en fornøjelse uden lige, også selvom det af og til smerter, at jeg ikke forstår et ord.

Gensynsglæde. Det er nøjagtig ti år siden, vi forlod Grønland, og jeg havde så småt opgivet håbet om nogensinde at komme til at gense det, jeg engang betragtede som mit hjemland.Men nu sker det. Nu sker det virkelig.
Selvom jeg har glædet mig til at komme tilbage, havde jeg ikke regnet med denne følelse.Den vælter ind over mig, denne gensynsglæde. Glæden ved at få sin drøm opfyldt, glæden ved at gense det savnede og alt i alt - glæden ved at komme hjem.

 Landet med hvad der forekom mig som tusinder af flotte nationaldragter på de store festdage, de smukke, sorthårede grønlændere og den specielle grønlandske julestjerne i alle vinduer ved juletid. Alt det hører min barndoms erindring til, og det føles stadig som mit hjem.
Byen lignede sig selv med de små træhuse i alle regnbuens farver, de store boligblokke og de mange både i havnen.

ALLIGEVEL VAR DET anderledes. Barndommens paradis kunne ikke opretholdes af den simple grund, at jeg ikke længere var et barn. Men det betød ikke noget.At stige ud af flyet og indånde den grønlandske luft for første gang i ti år var i sig selv umådelig fantastisk.At kunne gå en tur i byen senere på dagen var måske en endnu bedre oplevelse, da jeg fandt ud af, at jeg stadig kunne finde rundt.

Selvom jeg måtte rejse tilbage til Danmark efter ferien, kan jeg stadig huske tilbage på den dag, vi landede, som den bedste.

(Forkortet )

For mit vedkommende drejede det sig jo om et gensyn efter 50 år, og igen efter 4 år!
Men følelserne var de samme.
Mit højdepunkt var, da jeg kunne skue Kællingehætten i Sisimiut fra kystbåden, Sarfaq Ituk.

Slut for denne gang!

Nu er billederne på plads, sådan nogenlunde!
Som det var tilfældet sidste gang, flytter teksterne sig, når billederne kommer til.
Det er som, de lever deres eget liv, men jeg filer lidt på bloggen endnu, så måske lykkes det til sidst.

Jeg tror næppe, jeg kommer til Grønland en gang til, men jeg vil prøve at fortsætte bloggen ved at følge Arktiske meddelelser, pressen og Kamikposten og tidsskriftet Grønland.

Måske kan det også blive til flere besøg i det grønlandske hus her i Aalborg.

Farvel Grønland!

Saa skal vi til at sige farvel til Groenland og Ilulissat! I aften er der heldigvis en fin afskedsmiddag her paa vores fine hotel, saa det gaar.
Her har vaeret et pragtfuldt vejr, og der er ingen grund til klage, omkring 15 grader og sol.
I gaar var vi paa Knud Rasmussens Museum og lidt jagt paa skindvarksteder, enten lukkede eller helt urimeligt dyre! Et par hjemmesko koster 850 kr!, saa der blev hverken til det eller pung og taske.
Ikke kun paa grund af prisen men ogsaa kvaliteten. Ilussat er praeget af mange turister!
I dag vi vaeret paa den sidste vandretur, de saakaldte blaa tur, 1500 skridt.

Tak til alle jer, som har fulgt os paa bloggen
Og paa gensyn!

Husk at der kommer billeder snarest, måske også lidt flere kommentarer!
Jeg måtte sidde i kø, for at komme til på en PC, -eller betale 60 kr. for en time!

Her er lidt flere billeder fra Kangerslussuag, hvor rejsen både begyndte og endte:

Øverst er den lille poltitistation, hvorfra vores far virkede i sin tid.
Den fungerer stadig i samme hus med åbningstid et par timer hver
dag.:




En grønlandsk politibetjent går en runde inden flyet afgår.
Det oplevede vi også i Kastrup, for der er problemer med hash og stærkere sager i nogle grønlandske byer.

                    

Fra en af de store ørkenlignende områder, som smeltevandet har skabt.

Det lå ganske tæt på de landskaber, hvor rensdyrjagterne fandt sted. 

Her har vores far nok muntret sig i sin tid, for han var ofte af sted.

                                             

Indlandsisen! Endelig så og oplevede jeg den. Det lykkedes jo ikke de første tre gange.

Farvel og tak !

Turen går til Danmark!

Vandreture

Vi har nu to smukke vandreture bag os her i Ilulissat, henh. 23.000 skridt og 15.000 idag.
De er fantatiske paa grund af alle de hvide isfjelde hele vejen. Det er naesten ikke til at tro.
Benene er lidt medtagne, men turene er jo en stor del af underholdningen, for selv turistbyen Ilulissat byder ikke paa heftig shopping eller smarte cafeer.
Flemming var jo ude og fiske sammen med lokale fiskere i aftes og idag.
En stor flot hellefisk blev der ud af det, som nu skal steges ude i fjeldet paa primus og baal.
Det skal nok blive godt, for vejret er dejligt i dag, lutter solskin og naesten 15 grader. Og det er godt for budgettet, for det er hundedyrt at spise ude.
-Det blev det også, .men vi blev næsten ædt op af grådige myg, så vi fortrak til hotellet og undrede os slet ikke over, at der ikke var andre på fjeldtur med mad.

                                                     
                       
                 
 

Derfor fortrak vi ret tidligt til vores hyggelige hotel og indtog kaffen der.

                        Et hyggeligt hjørne på værelset.                        

                                  



  

 Der var plads nok til os alle fire -foran udsigten

        til den fantastiske isfjord og midnatssolen.

       -Og et glas rødvin efter alle anstrengelserne!

Illulissat

Saa er vi naaet til Illulissat efter en 18 timers lang sejltur. En fantatisk tur mellem store isbjerge her i formiddags. Natten gik nogenlunde i en noget trang kahyt! Saa efter at have overlevet jetlag, kan vi nu næsten begynde forfra.
-Men på den anden side, -sådan en tur skal ikke soves væk!

 Der var fantastiske isbjerge, som bare blev tættere og tættere. Kaptajnen sagde faktisk, 
at isen var ualmindelig tæt. Vi fik lov til at komme med op på kommandobroen og se,
hvordan der blev manøvreret mellem isbjergene. Det knagede og bragede urovækkende!





Bagefter ankom vi til det dejlige Hotel Arctic og har spist en dejlig velkomstmiddag: Grønlandsk hellefisk! "Hotellet" i Kangersllusuak var nærmest et vandrehjem, 
og i Sisimiut boede vi godt, men intet slår hotelllet her i Ilulissat!
Det var godt at have det bedste til gode!

  Den berømte julemandens postkasse findes i Ilullissat!

Ret så stor, se Gundhild og Flemming til sammenligning!

Udsigten fra værelset!

                                                                                              
Flemming havde arrangeret en fisketur for sig selv 
sammen med to grønlandske fiskere.


                                      '

Vi tre landkrabber tog blå tur, se stenene på varden!Vi snød lidt og drejede ned af rød rute efter5 km.fordi et par franskmænd overbeviste os om,at ville blive ædt op af på ruten (7-8) km.

 

Her isfjorden i al den dens pragt og vælde:

 

 

 Et tiltrængt hvil med en vidunderlig udsigt