Som talt ud af mit hjerte.......

Denne kronik om at vende tilbage til Grønland kunne jeg ikke ikke have skrevet bedre!
Derfor bringer jeg et uddrag, som også gælder mig :

Kronik: Velkommen hjem til Grønland, 
Kristeligt Dagblad den 30. juli 2012
Line Roager

   

 Gensynets glæde er ofte den største glæde, siger man. Det var det også for dagens kronikør, da hun endelig kom tilbage til Grønland, hvor en del af barndommen var blevet tilbragt. 

 HJULENE RAMMER JORDEN, flyet ryster lidt og bremser hårdt op. Mens flyet sætter farten ned og stille og roligt vender rundt, bryder klapsalverne ud i flyet. Det var en god landing.Imens det hele sker, ser jeg blot ud af vinduet.
Jeg ved, hvilken jord flyet netop er landet på. Den grønlandske.Vi stiger ud af flyet, og jeg trækker vejret. Luften er så utrolig frisk, langt friskere end den danske, typisk lidt lumre luft. Det er ikke specielt koldt, for det er sommer. Undervejs i flyet har jeg siddet og set ned over indlandsisen.

På et tidspunkt kom vi så langt, at fjeldene begyndte at dukke op, og vi fløj hen over fjordene. Stille og roligt begyndte det landskab, jeg kunne se, at minde mere og mere om det Grønland, jeg husker. Det Grønland, jeg husker, er et barndomsland.

Mine erindringer er lyse, fyldt med grønlændere, Grønland, men ikke grønlandsk.

FØLELSEN AF GRØNLAND som et hjem forsvandt dog ikke. Lige siden min familie og jeg forlod landet langt mod nord, har jeg længtes efter at komme tilbage. At høre et menneske tale grønlandsk er en fornøjelse uden lige, også selvom det af og til smerter, at jeg ikke forstår et ord.

Gensynsglæde. Det er nøjagtig ti år siden, vi forlod Grønland, og jeg havde så småt opgivet håbet om nogensinde at komme til at gense det, jeg engang betragtede som mit hjemland.Men nu sker det. Nu sker det virkelig.
Selvom jeg har glædet mig til at komme tilbage, havde jeg ikke regnet med denne følelse.Den vælter ind over mig, denne gensynsglæde. Glæden ved at få sin drøm opfyldt, glæden ved at gense det savnede og alt i alt - glæden ved at komme hjem.

 Landet med hvad der forekom mig som tusinder af flotte nationaldragter på de store festdage, de smukke, sorthårede grønlændere og den specielle grønlandske julestjerne i alle vinduer ved juletid. Alt det hører min barndoms erindring til, og det føles stadig som mit hjem.
Byen lignede sig selv med de små træhuse i alle regnbuens farver, de store boligblokke og de mange både i havnen.

ALLIGEVEL VAR DET anderledes. Barndommens paradis kunne ikke opretholdes af den simple grund, at jeg ikke længere var et barn. Men det betød ikke noget.At stige ud af flyet og indånde den grønlandske luft for første gang i ti år var i sig selv umådelig fantastisk.At kunne gå en tur i byen senere på dagen var måske en endnu bedre oplevelse, da jeg fandt ud af, at jeg stadig kunne finde rundt.

Selvom jeg måtte rejse tilbage til Danmark efter ferien, kan jeg stadig huske tilbage på den dag, vi landede, som den bedste.

(Forkortet )

For mit vedkommende drejede det sig jo om et gensyn efter 50 år, og igen efter 4 år!
Men følelserne var de samme.
Mit højdepunkt var, da jeg kunne skue Kællingehætten i Sisimiut fra kystbåden, Sarfaq Ituk.