Anmeldelse

Bjarne Ljungdahl: Vinterstorm og andre noveller, -fortællinger fra bygderne.

Panigiit, 2012. (Fortællinger fra bygderne, [1])
tekst: Bjarne Ljungdahl, illustrator: Bjarne Ljungdahl

Man er sandelig ikke forvænt med ny skønlitteratur fra Grønland, men nu er der kommet hele to bøger,  -den første hedder ”Vinterstorm” og den anden ”Ravnefjeld”

Forfatteren er skønlitterær debutant men kendt for sine mineralguides og faglige udgivelser. Han er uddannet som geolog og har levet mange år i Grønland.

  ”Vinterstorm” er noveller fra de små bygder, som er beskrevet med stor indlevelse og respekt.

 Forlagets bagsidetekst rammer meget præcist:

”Fortællinger fra de grønlandske bygder fra tiden før den elektroniske tidsalder, hvor de små isolerede samfund, her ved menneskehedens yderste grænse, levede i generel fattigdom på jordisk gods, men uendelig stor rigdom på genrationernes overleverede viden og drømme og frihedstrang og håb for en bedre fremtid.

Det er fiktion, -altså opdigtede skæbner, men det kunne have gået sådan til”.

 

Forside- og bagsideomslaget er forfatterens egne fotos, og de bekræfter Barne Ljungdahls store kærlighed til Grønland.

  Personbeskrivelserne er kærlige og levende, og man bliver virkelig bjergtaget af befolkningens vilkår og skæbne ude i bygderne. Selvom forfatteren beskriver både misundelse, sladder, overtro og fordomme, går næstekærlighed og sammenhold som en rød tråd gennem samtlige noveller.

 

Titelnovellen ”Vinterstorm” fortæller om fangeren Sulut og hans familie på en måde, der afslører stor kendskab til fangst og vejrlig. Og Suluts store viden om sine hunde og slædefart er en fornøjelse at læse.

Men Sulut er også et eksempel på den generation af grønlændere, der har et ben i hver lejr: -den gamle fangerkultur og det moderne industrisamfund.

   I fortællingerne oplever vi også splittelse og kulturkløften mellem danskere og grønlændere på de små bostæder.  Novellerne ”Salmesang” og ”Heksejagt” handler om selvmord og et blodigt hundeoverfald, hvor både gru, angst og ensomhed åbenbarer sig.

Den afsluttende novelle ”Det røde guld” viser forfatterens kompetence som geolog samt hans gode naturbeskrivelser.

  Sproget er enkelt, til tider lidt belærende, men det løfter sig og bliver spændende, når han skriver om farlige oplevelser og beriger fortællingerne med dialoger.

De smukke vignetter før hver novelle anslår bogens tone fortrinligt.

Bjarne Ljungdahls noveller fra bygderne vil appellere til de grønlandske læsere samt til danske med interesse for og kendskab til grønlandsk natur og levevis.

Bjarne Ljungdahl: Ravnefjeld og andre noveller, -fortællinger fra bygderne.

Panigiit, 2012. (Fortællinger fra bygderne, [2])
tekst: Bjarne Ljungdahl, illustrator: Bjarne Ljungdahl

  ”Ravnefjeld”  indgår i serien: ”Fortællinger fra bygderne”. Den handler om natur, samfundsforhold og kultur samt om menneskeskæbner i de små grønlandske bygder.

 Forfatteren er skønlitterær debutant men kendt for sine mineralguides og faglige udgivelser. Han er uddannet som geolog og har levet mange år i Grønland.

I novellerne skriver forfatteren positivt om livsformer og værdier i Grønland, men han forholder sig også kritiskt til udviklingen. Titelnovellen ”Ravnefjord”, som er også bogens epilog, handler om en ravneflok fra den grønlandske sagnverden, der optræder som kritiske vidner til den udvikling, der afgørende har ændret den traditionelle grønlandske kultur.

   Bjarne Ljungdahls historier viser, at han i meget høj grad har forstået og levet sig ind i grønlændernes folkesjæl og mentalitet. Det er imponerende, hvor præcist han beskriver livet mellem fjeldene og menneskene.

  Fiktionen og fakta følges pænt ad, men i novellen ”Guldgraver” dukker geologen frem, og det betyder, at sproget bliver lidt unuanceret. Fakta tager overhånd, så teksten næsten bliver lærebogsagtig.

I ”Naturens stemmer” blomster naturbeskrivelserne, og i ”Oprørt farvand” oplever vi virkelig det grønlandske omskiftelige vejrlig.

Novellen ”Sønner og døtre” handler om et herligt grønlandsk familiesammenhold, -med fokus på kvinderolle og uddannelse.

Grønlands mystik dukker op i ”Fortids illusion”, hvor et spøgelse huserer i en nedlagt bygd. Selvom der viser sig en fornuftig forklaring, lukker forfatteren ikke helt for uhyggen!

  Et vigtigt tema i både ”Ravnefjeld” og ”Vinterstorm” er mødet mellem det danskere og det grønlændere samt industrialiseringen.

Forfatteren udtrykker det således:

”Vil ”fremskridtets” bulldozer i Grønland trække et spor af ikke egnede, stressede, desillusionerede, lemlæstede og døde individer bag sig? Er der ravnefjelde nok, -med ravne nok til at rydde op?”

Som talt ud af mit hjerte.......

Denne kronik om at vende tilbage til Grønland kunne jeg ikke ikke have skrevet bedre!
Derfor bringer jeg et uddrag, som også gælder mig :

Kronik: Velkommen hjem til Grønland, 
Kristeligt Dagblad den 30. juli 2012
Line Roager

   

 Gensynets glæde er ofte den største glæde, siger man. Det var det også for dagens kronikør, da hun endelig kom tilbage til Grønland, hvor en del af barndommen var blevet tilbragt. 

 HJULENE RAMMER JORDEN, flyet ryster lidt og bremser hårdt op. Mens flyet sætter farten ned og stille og roligt vender rundt, bryder klapsalverne ud i flyet. Det var en god landing.Imens det hele sker, ser jeg blot ud af vinduet.
Jeg ved, hvilken jord flyet netop er landet på. Den grønlandske.Vi stiger ud af flyet, og jeg trækker vejret. Luften er så utrolig frisk, langt friskere end den danske, typisk lidt lumre luft. Det er ikke specielt koldt, for det er sommer. Undervejs i flyet har jeg siddet og set ned over indlandsisen.

På et tidspunkt kom vi så langt, at fjeldene begyndte at dukke op, og vi fløj hen over fjordene. Stille og roligt begyndte det landskab, jeg kunne se, at minde mere og mere om det Grønland, jeg husker. Det Grønland, jeg husker, er et barndomsland.

Mine erindringer er lyse, fyldt med grønlændere, Grønland, men ikke grønlandsk.

FØLELSEN AF GRØNLAND som et hjem forsvandt dog ikke. Lige siden min familie og jeg forlod landet langt mod nord, har jeg længtes efter at komme tilbage. At høre et menneske tale grønlandsk er en fornøjelse uden lige, også selvom det af og til smerter, at jeg ikke forstår et ord.

Gensynsglæde. Det er nøjagtig ti år siden, vi forlod Grønland, og jeg havde så småt opgivet håbet om nogensinde at komme til at gense det, jeg engang betragtede som mit hjemland.Men nu sker det. Nu sker det virkelig.
Selvom jeg har glædet mig til at komme tilbage, havde jeg ikke regnet med denne følelse.Den vælter ind over mig, denne gensynsglæde. Glæden ved at få sin drøm opfyldt, glæden ved at gense det savnede og alt i alt - glæden ved at komme hjem.

 Landet med hvad der forekom mig som tusinder af flotte nationaldragter på de store festdage, de smukke, sorthårede grønlændere og den specielle grønlandske julestjerne i alle vinduer ved juletid. Alt det hører min barndoms erindring til, og det føles stadig som mit hjem.
Byen lignede sig selv med de små træhuse i alle regnbuens farver, de store boligblokke og de mange både i havnen.

ALLIGEVEL VAR DET anderledes. Barndommens paradis kunne ikke opretholdes af den simple grund, at jeg ikke længere var et barn. Men det betød ikke noget.At stige ud af flyet og indånde den grønlandske luft for første gang i ti år var i sig selv umådelig fantastisk.At kunne gå en tur i byen senere på dagen var måske en endnu bedre oplevelse, da jeg fandt ud af, at jeg stadig kunne finde rundt.

Selvom jeg måtte rejse tilbage til Danmark efter ferien, kan jeg stadig huske tilbage på den dag, vi landede, som den bedste.

(Forkortet )

For mit vedkommende drejede det sig jo om et gensyn efter 50 år, og igen efter 4 år!
Men følelserne var de samme.
Mit højdepunkt var, da jeg kunne skue Kællingehætten i Sisimiut fra kystbåden, Sarfaq Ituk.

Slut for denne gang!

Nu er billederne på plads, sådan nogenlunde!
Som det var tilfældet sidste gang, flytter teksterne sig, når billederne kommer til.
Det er som, de lever deres eget liv, men jeg filer lidt på bloggen endnu, så måske lykkes det til sidst.

Jeg tror næppe, jeg kommer til Grønland en gang til, men jeg vil prøve at fortsætte bloggen ved at følge Arktiske meddelelser, pressen og Kamikposten og tidsskriftet Grønland.

Måske kan det også blive til flere besøg i det grønlandske hus her i Aalborg.

Farvel Grønland!

Saa skal vi til at sige farvel til Groenland og Ilulissat! I aften er der heldigvis en fin afskedsmiddag her paa vores fine hotel, saa det gaar.
Her har vaeret et pragtfuldt vejr, og der er ingen grund til klage, omkring 15 grader og sol.
I gaar var vi paa Knud Rasmussens Museum og lidt jagt paa skindvarksteder, enten lukkede eller helt urimeligt dyre! Et par hjemmesko koster 850 kr!, saa der blev hverken til det eller pung og taske.
Ikke kun paa grund af prisen men ogsaa kvaliteten. Ilussat er praeget af mange turister!
I dag vi vaeret paa den sidste vandretur, de saakaldte blaa tur, 1500 skridt.

Tak til alle jer, som har fulgt os paa bloggen
Og paa gensyn!

Husk at der kommer billeder snarest, måske også lidt flere kommentarer!
Jeg måtte sidde i kø, for at komme til på en PC, -eller betale 60 kr. for en time!

Her er lidt flere billeder fra Kangerslussuag, hvor rejsen både begyndte og endte:

Øverst er den lille poltitistation, hvorfra vores far virkede i sin tid.
Den fungerer stadig i samme hus med åbningstid et par timer hver
dag.:




En grønlandsk politibetjent går en runde inden flyet afgår.
Det oplevede vi også i Kastrup, for der er problemer med hash og stærkere sager i nogle grønlandske byer.

                    

Fra en af de store ørkenlignende områder, som smeltevandet har skabt.

Det lå ganske tæt på de landskaber, hvor rensdyrjagterne fandt sted. 

Her har vores far nok muntret sig i sin tid, for han var ofte af sted.

                                             

Indlandsisen! Endelig så og oplevede jeg den. Det lykkedes jo ikke de første tre gange.

Farvel og tak !

Turen går til Danmark!

Vandreture

Vi har nu to smukke vandreture bag os her i Ilulissat, henh. 23.000 skridt og 15.000 idag.
De er fantatiske paa grund af alle de hvide isfjelde hele vejen. Det er naesten ikke til at tro.
Benene er lidt medtagne, men turene er jo en stor del af underholdningen, for selv turistbyen Ilulissat byder ikke paa heftig shopping eller smarte cafeer.
Flemming var jo ude og fiske sammen med lokale fiskere i aftes og idag.
En stor flot hellefisk blev der ud af det, som nu skal steges ude i fjeldet paa primus og baal.
Det skal nok blive godt, for vejret er dejligt i dag, lutter solskin og naesten 15 grader. Og det er godt for budgettet, for det er hundedyrt at spise ude.
-Det blev det også, .men vi blev næsten ædt op af grådige myg, så vi fortrak til hotellet og undrede os slet ikke over, at der ikke var andre på fjeldtur med mad.

                                                     
                       
                 
 

Derfor fortrak vi ret tidligt til vores hyggelige hotel og indtog kaffen der.

                        Et hyggeligt hjørne på værelset.                        

                                  



  

 Der var plads nok til os alle fire -foran udsigten

        til den fantastiske isfjord og midnatssolen.

       -Og et glas rødvin efter alle anstrengelserne!

Illulissat

Saa er vi naaet til Illulissat efter en 18 timers lang sejltur. En fantatisk tur mellem store isbjerge her i formiddags. Natten gik nogenlunde i en noget trang kahyt! Saa efter at have overlevet jetlag, kan vi nu næsten begynde forfra.
-Men på den anden side, -sådan en tur skal ikke soves væk!

 Der var fantastiske isbjerge, som bare blev tættere og tættere. Kaptajnen sagde faktisk, 
at isen var ualmindelig tæt. Vi fik lov til at komme med op på kommandobroen og se,
hvordan der blev manøvreret mellem isbjergene. Det knagede og bragede urovækkende!





Bagefter ankom vi til det dejlige Hotel Arctic og har spist en dejlig velkomstmiddag: Grønlandsk hellefisk! "Hotellet" i Kangersllusuak var nærmest et vandrehjem, 
og i Sisimiut boede vi godt, men intet slår hotelllet her i Ilulissat!
Det var godt at have det bedste til gode!

  Den berømte julemandens postkasse findes i Ilullissat!

Ret så stor, se Gundhild og Flemming til sammenligning!

Udsigten fra værelset!

                                                                                              
Flemming havde arrangeret en fisketur for sig selv 
sammen med to grønlandske fiskere.


                                      '

Vi tre landkrabber tog blå tur, se stenene på varden!Vi snød lidt og drejede ned af rød rute efter5 km.fordi et par franskmænd overbeviste os om,at ville blive ædt op af på ruten (7-8) km.

 

Her isfjorden i al den dens pragt og vælde:

 

 

 Et tiltrængt hvil med en vidunderlig udsigt

                                          

Grønland nu,

Kære interesserede
Jeg håber ikke, at I har opgivet, for nu kommer der endelig lidt her lidt fra rejsen.
Der har været lidt tekniske problemer, eller også har jeg forregnet mig med en smart Phone og en IPad som redskaber. Men det går nu, dog ikke med billeder, desværre, - det ville komme til at koste en formue og alt for megen tid, beklager.
Jeg prøver at samle sammen og sende, når vi kommer hjem.
Men lidt kan jeg dog nævne,: vi har været på indlandsisen næsten en hel dag:  



Russells gletcher











Gundhild og Niels
Erik  tæt på isen


Det var en stor oplevelse at se og gå på indlandsisen!
- Og det tog lang tid at komme så langt.
Umiddelbart drejede der sig bare om 25 km i en lille bus fra
"Arctic Circle".
Men hvilke 25 km.!
Vejen var en grusvej fuld af forhindringer og huller, så alle blev godt og grundigt rystet.
Selv om vejen føltes lang, skete der ting omkring os.
Så tæt på isen kom vi igennem et ørkenlignede landkab, som smeltevandet havde skabt. Og turens overraskelse var sandelig en
lyslevende moskusokse samt en død i ørkensandet.
Vi så en teltlejr af canadiere fra Fairbank University, Canada.
I særdeleshed interessant for mig, fordi jeg lige havde læst en bog om
universitetet i forbindelse forskning af indlandsisen og smeltevand.

Lake Ferguson ved Kangerlussuak på vores første vandretur, hvor vi tændte bål og således fik en frokost ud af det.







I dag her i Sisimiut blev det til Ulkebugten rundt. 4-5 timer. Meget vanskeligt terræn og i snefog!
Ja, der er koldt her i Sisismiut, 2-5 grader og som sagt snefnug i modsætning til Kangerslussuag, hvor vi havde næsten 18 grader men også en del flere myg, som var ret så frække!

I dag har vi også været på Knud Rasmussens Højskole og i Kulturhuset, og det sammen med Ulkebugten har været næsten udmattende, så nu hænger vi hjemme på vores udmærkede hotel.





Politihuset står der endnu!







Der er mange ting at berette om fra Sisimiut, måske dukker flere ting op.
Her kællingehætten i baggrunden:

Sisimiuts statelige kirke, hvor jeg blev konfirmeret i nationaldragt

Vi blev tilfældigvis vidne til en højtidelig begravelse, hvor vi så mange smukke nationaldragter samt mændenes kridhvide anorakker.

Simpelthen Sisimiut!

Vejret blev bedre den sidste dag, ca 12 gr.



Den nye bydel vokser:                                   

 I Sisimiut afprøvede jeg turens tema: den grønlandske hilsen!
Jeg havde læst om det i end af mine talrige bøger om Grønland, og det handler om en direkte øjenkontakt, mens man løfter øjenbrynene og smiler, så meget man kan.
Det virkede over alt forventning, og var en stor gevinst i forhold til turen for fem år siden, hvor jeg synes, at nogle af grønlænderene var lidt reserverede.

                                                   

 Tapas på grønlandsk på en ny café i Sisimiut: Tørret hellefisk og torsk, mattak og rejer samt tørret Silderpiskre (hval). Flemming hjalp os med mattak'en, (Hvalhud med meget fedt på)


I morgen går turen til Ilulissat med kystskib, og det glæder vi os til.
Mere derfra!                                                       
                                                                           

Grønland igen, igen!

Ja, nu varer det ikke mere end en lille uges tid, før vi er på vej igen, den 25. juni.
Turen er den "Gyldne trekant" en gang til men i omvendt rækkefølge: Kangerslussuaq, Sisimiut og Ilulissat. Og denne gang i gode venners selskab: Flemming og Gundhild fra Albæk.

Godt selskab var nu ikke det, vi manglede sidste gang for fem år siden, for vores rejsedeltagere Gurli og Preben dengang, er blevet til gode venner, som vi har haft kontakt til siden.

Vi har gjort os mange rejseforberedelser, læst masser af bøger og information om Grønland, så vi føler os godt rustede. Jeg har genlæst Kim Leines bøger og lidt til!

Denne gang er vi bedre ekviperede end sidste gang. Fjällräven og Haglöfs har haft kronede dage!

Jeg regner med at fortsætte boggen her som rejsebeskrivelse, men der sker nok ikke noget før tirsdag eller onsdag.

På gensyn!

Spændende tegneserie om Grønland

At tegne er at fortælle:

 

Nuka Konrad Gotfredsen: ”De første skridt” og ”Hermelinen”

Bd. 1 og 2 af ”Oqaluttuaq” (Fortællinger)

 

Tegneserien er tegninger og tekster, og har i mange år været opfattet som ren underholdning.  En opfattelse, der dog har ændret sig gennem de sidste 25 år, hvor tegneserien har udviklet sig og faktisk er blevet til kunstart.

”De første skridt” af Nuka K. Gotfredsen er et godt eksempel, fordi det er en smuk og tegnet roman, der handler om de første indvandringer i Grønland for o. 4.500 år siden.

   Beretningen begynder i der nordligste Canada og Grønland. En lille gruppe mennesker er på vandring over sundet mellem det nordligste Canada og det ukendte land mod øst.

Rejsen var præget af uendelige islandskaber og vintermørke, hvor fangst var næsten umulig. På færden deltog fangeren Miteq og hans kone Qupanu, to børn samt et par gamle forældre og en yngre bror. Hovedpersonen Nanu ville ikke opgive det nye land trods modgang, og 20 år senere tog han som voksen storfanger af sted igen, og efter mange år mødte han mennesker fra syd på østkysten.

 

  Billederne af Nanu og hans familie viser våben, sæl- og isbjørnefangst på fremragende måde. Illustrationerne er små kunstværker i sig selv, -i sær de smukke snelandskaber! 

Et jalousimord i begyndelsen af beretningen tegner handlingen dramatisk, og derefter fanger tegningerne læserne og formidler samtidig viden om levevilkårene for 4.500 år siden.

 

  ”Hermelinen” er bd.2 af de fire bind, som er planlagt.

Nu er vi rykket vi rykket frem til 1100 tallet, og hovedpersonen hedder Ukaliatsiaq, som skal uddanne sig til åndemaner.

Som i ”De første skridt” åbner historien sig dramatiskt: Ukaliatsiaq kravler gennem en sprække ude i landskabet og ender i isbjørnens gab. Det betyder, at hun lærer navnene på alle sine knogler i kroppen, - et nødvendigt ritual for en blivende åndemaner. Sammen med åndemaneren Umimmak drager hun mod vest til Canada på en årelang og mystisk dannelsesrejse.

 

  For begge bøger er der tale om meget levende og detaljerede nærbilleder.

Farvelægningen er betagende, - fra himlens og havets skiftende blå nuancer til et gyldent tranlampeskær indendørs samt stjerner og nordlys på polarhimlen. De sarte pasteller af ødemarkerne og de næsten glødende syner fra åndeverdenen er simpelthen fantastiske.

De spændende synsvinkler og den dygtige billedbeskæring giver et overbevisende indsigt i klædedragter, jagtredskaber og fangstmetoder hos fortidens mennesker i Canada og Grønland. Billederne siger mere end ord, men teksterne i rammerne og taleboblerne supplerer udmærket.  Sproget er sagligt, men udtrykker næppe den humor, som fremgik af Nuka G. Gotfredsens tidligeretegneserie : ”Andalas største bedrifter”. Striberne heri afspejler den særlige humor, man møder blandt grønlændere men viser samtidig et samfundskritisk billede af det moderne Grønland.

Forfatteren og tegneren som sagt har skabt ” De første skridt” og ”Hermelinen” i et nært samarbejde med et hold arkæologer fra Etnografisk samling ved Nationalmuseet og det grønlandske skolebogsforlag,” Ilinniusorfik”  samt den grønlandske avis ”Sermitsiaq”. Nuka K. Gotfredsen har arbejdet tæt sammen med historikeren og Martin Appelt , så de historiske oplysninger er videnskabeligt underbygget. Det gælder også tekstdelene bagest i bogen, hvor vi blandt andet får  grundig viden Dorset-kulturen og folkeslagene inuit og tunit.

  Nuka Gotfredsen er født i 1970 i Narssaq. I dag bor han i København og arbejder som tegner, grafisk design­­er og kunstner. Nuka har arbejdet som illustrator for grønlandske forlag og desuden produceret frimærker for det grønlandske postvæsen. Siden 2007 har han været projektansat på Nationalmuseet.

Om arbejdet med tegneserierne siger Nuka K. Gotfredsen selv: ”Jeg er meget inspireret af film i min måde at lave tegneserier på. Jeg skifter ofte vinkel og arbejder i store widescreen-billeder med masser af detaljer, -ikke så mange små illustrationer. Jeg prøver at ramme et tegneserieagtigt,

også nøgternt udtryk. Jeg vil gerne vise, hvor barskt livet var dengang, uden at romantisere fortiden, og det passer min stil godt til, synes jeg”.

 

  Bøgerne er særdeles anmelderroste i aviser og tidsskrifter, og der er almindelig enighed om, at bøgerne fortjener at få udbredelse udenfor Danmarks grænser.

Bind 3 er undervejs og skal handle om Thule-folket i 1700-tallet og om hvalfangst.

 

 

 

 

.

Fantastisk tegneserie og spændende bog

Nuka K. Godtfredsen: "De første skridt" og "Hermelinen", meget spændende og smukt tegnet roman om Grønlands tidligste historie og mennesker.

"Hvis du fløjter efter nordlyset" af Hans Jakob Helms. Anderledes roman om Grønland og omgivelser. Beskriver 80érne  og år 2002, så der er virkelig tale om en opdatering  Meget aktuel lige nu, hvor der debatteres meget om Grønlands undergrund.

Nærmere følger, for jeg overvejer at lave nogle omtaler.

Ny Grønlands-tur!

Så har vi besluttet os til at se Grønland igen.
Vi tar' på den samme tur "Den gyldne trekant" : Kangerlussiak, Sisimiut og Ililulissat i den rækkefølge! -sammen med et vennepar.
Vi glæder os, -ord kan ikke beskrive det!

Kim Leine

Sidst i november kæmpede jeg mig frem til Brønderslev Biblioteket for at se og høre forfatteren Kim Leine.
Det var umagen værd!
Jeg skal ha´læst bogen igen, for jeg er helt sikker på, at "Profeterne i Evighedsfjorden" er sådan en bog, der vinder ved at blive læst 2 gange. Det gælder nok også forfatterens foregående bøger "Kalak" og "Tunu".